Du har nok hørt udtrykket “en ulv i fåreklæder“.

Men er du klar over, hvad udtrykket egentlig betyder?

Vi bruger det tit som “en farlig person, der har forklædt sig som en uskyldig“. Men udtrykket har en dybere betydning, og stammer fra Biblen.

Udtrykket er nemlig mere end en sjov talemåde. Det afslører en vigtig sandhed om vores liv her på jorden, og er en vigtig advarsel til vores liv, hvis vi vil i himlen og møde Gud en dag.

Udtrykket handler nemlig om falske profeter.

Pas på falske profeter

Udtrykket “en ulv i fåreklæder” er en advarsel imod de personer, der virker som om de taler med Guds stemme og følger af Jesus (deraf udtrykket fåreklæder), men i virkeligheden har disse personer til hensigt at lede os væk fra Gud.

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.  På deres frugter kan I kende dem.  (Mat. 7: 15)

Udtrykket er en advarsel om ikke at følge alle, der taler om Gud, og giver os kristne rådet, at vi skal se på disse menneskers “frugter” – det vil sige, at vi skal bedømme dem, der taler om Gud ud fra, om der kommer noget godt ud af deres liv (“frugter”) og ud af deres gang med Gud.

Dem, der taler om Gud, gør ikke alle Guds ærinde

Det er ikke alle, der taler om Gud, som i realiteten bringer dig tættere på Gud. Der er i historien mange eksempler på, at mennesker med onde hensigter har brugt “Gud” som en mulighed for at misbruge deres magt, og hverken lærer folk om Guds sandhed eller rækker ud med Guds kærlighed.

Dette findes der utallige eksempler på i menneskets historie.

Præster og andre kristne

Der findes desværre også præster og andre kristne i dag, som er ulve i fåreklæder. Der er mange kristne, der virker rigtig positive og dejlige, men som ikke fortæller dig, at du skal omvende dig fra synd, at du skal døbes rigtigt på din tro, og at du kan modtage Helligånden, at du kan tale i tunger og ved Guds kraft helbrede sygdomme.

De fortæller dig en sukkersød historie om, at “alt er fint, når bare du er babydøbt” – “du behøver ikke at tage stilling til synd”, “det er ligegyldigt hvad du tror på”, og “Gud accepterer og elsker alle”. De fortæller dig, at helbredelser var kun på Biblens tid, og dæmoner og den slags findes ikke mere.

Men det er ikke det, som Biblen siger.

Der kan også være præster og kristne, der fortæller den modsatte historie. At du skal gøre dig fortjent til Guds kærlighed, at du skal overholde alle foreskrifterne i Biblen for at Gud kan bruge dig, og at du kommer i Helvede, med mindre du er fejlfri, og at du ikke kan opleve helbredelse, hvis du har synd i dit liv.

Det er heller ikke, Hvad Biblen siger.

En ulv i fåreklæder – den rigtige betydning

Betydningen af udtrykket er altså mennesker, der taler om Gud, men som leder dig væk fra Ham.

Nogen gør det bevidst, andre ved ikke, hvad de gør.

Men hvordan kender man så forskel?

Hvordan kender jeg forskel?

Hvis du ønsker at kende forskel på dem, der gør Guds ærinde, og dem som ikke gør, er rådet fra Jesus selv, at du ser på deres frugter. Se på “frugten” af deres liv og gøren.

Hvis fx. en person nævner at gøre Guds ærinde, eller påstår at tale Hans ord, så kan du se på personens liv. Er der “frugter” af denne persons liv, som fortæller om, at det er et godt “træ”? Gør personen nogen af de ting, som Jesus siger, at vi skal? Som fx:

  • Elsker personen andre istedet for at hade dem?
  • Bruger personen sin energi på at kritisere andre, eller række ud til verden med budskabet om Jesus?
  • Lever personen et liv som discipel af Jesus, og skaber selv nye disciple af Jesus?
  • Lever personen et helligt liv, eller prædiker personen om synd, mens han eller hun stadig lever i det?
  • Oplever personen selv mirakler og ser Helligåndens gaver gennem helbredelser, udfrielse af dæmoner og andre af de ting, Jesus lover os?

Lær mig mere om Jesus

Har du spørgsmål om Jesus? Han er den eneste vej til Himlen, og han kan frelse dig og sætte dig fri. Sådan gør du

Læs også: Dåben er kun gyldig, hvis du kommer helt under vand efter at du har vendt dig fra din synd.