Omvendelse betyder, at vi skal vende os fra de synder vi har begået, og vende os imod Gud. Det er den første og vigtigste forudsætning for, at Gud kan tage imod os. Omvendelse betyder, at du:

  • Forstår, at du har syndet imod Gud og har brug for Hans tilgivelse
  • Ændrer din indstilling, og beslutter ikke at synde mere
  • Vender dig fra synden i dit liv som en konkret handling

Omvendelse betyder ikke, at du forstår at du har syndet, men ikke ønsker at gøre noget ved det. Det er ikke omvendelse, hvis du ikke gør noget. Omvendelse er, at du beslutter dig for at leve på en anden måde – og vender dig fra dét, som Gud ikke kan acceptere.

Læs evt. et par eksempler på omvendelse og artiklen Vend om!

Hvad er synd?

Synd er det modsatte af, hvad Gud ønsker for dit liv. Det er alle de ting, der er usunde for dig – både din krop og din sjæl. Det er de ting, der forstyrrer Guds plan for dit liv.

Biblen fortæller, at synder er ting som at stjæle, drukkenskab, sex udenfor ægteskabet mellem mand og kvinde, pornografi, afgudsdyrkelse, heksekunst, bedrageri, mord, misundelse og løgn. Det er også en synd at bagtale, sladre og hade andre. Det er også en synd at være vred – een af de ting, vi mennesker meget gerne vil holde fast i. Læs hvad synd er her

Er det en synd at blive fristet?

Nej, det er ikke en synd at blive fristet. Selv Jesus blev fristet. Det vigtigste er, om du reagerer på fristelsen og følger den ud i livet, eller om du afviser fristelsen og vender dig imod Gud i stedet.

Kan jeg omvende mig i tanke, men ikke i handling?

Nej, det kan du ikke. Hvis du bare ved med hovedet, at noget er forkert, men ikke gør noget ved det, så er du det, der kaldes en hykler. Så siger du een ting, men gør noget andet. Det er ikke omvendelse, hvis det ikke fører til en handling fra din side.

Det lyder svært, men der er en god nyhed. Gud hjælper dig.

Gud hjælper dig

Når du er villig til at vende dig fra synd, kan Gud sætte dig fri fra den automatiske tendens, du har til at synde. Biblen kalder dette for syndens magt over dit liv, eller syndens lov. Den kan Gud løsne dig fra. Man kan sige, at Gud klipper elastikken over, der hele tiden trækker dig tilbage i synd.

Jeg er parat til at omvende mig … hvad så nu?

Når du vender dig fra synd og beder om tilgivelse gør Gud noget fantastisk. Han tilgiver dig, fordi du tror på Hans søn. Det betyder, at du er klar til en vigtig beslutning: Du kan nu blive døbt – læs mere.

Omvendelse betyder, at du forstår, at du har syndet, at ændrer din indstilling og vender dig fra synden som en konkret handling. Det betyder, at før gik du een vej – nu går du en anden.

Har du spørgsmål om Jesus? Han er den eneste vej til Himlen, og han kan frelse dig og sætte dig fri. Sådan gør du

Nyt! 20 beviser for Gud